Hvem er Kommende sygeplejerske Martin

Hvem jeg er er ikke et nemt spørgsmål. Jeg har en bred karriere i sundhedsvæsenet og har valgt at tage den lange vej til at blive sygeplejerske fordi det er det der har givet mening for mig. Jeg har valgt at starte fra bunden og lære basis pleje før jeg gik videre og i dag sider på sygeplejestudiet.

I flåden

Allerede som flåde soldat fik jeg smage for behandling af patienter det var her jeg støtte på triage, som er der hvor man vurdere patienten efter simple kriterier, her fik jeg udbygget min viden med førstehjælp på et avanceret niveau. Dette satte gang i mine tanker om at ville vide mere.

Skibe der sejler med solen der går ned i baggrunden

Oplevelsen der ændrede alt

Under min udstationering på Færøerne var jeg sat til at assistere lægen ombord da vi i en storm fik et opkald om fødselskomplikation på en lille ø, da det blæste for meget til at en helikopter kunne sendes til øen for at transportere hende til hospitalet i Torshavn måtte vi sejle ud og hente hende.

Da vi ankommer til øen, står ambulancen klar ved kajen med kvinden inde i, vi få hurtigt transporteret hende ombord og ind i syge afdelingen ombord, hun er tydeligvis medtaget og kæmper for ikke at skulle føde barnet. Min opgave under denne transport er at bistå lægen som har den primære kontakt med patienten under denne tur.

Halvvejs til Torshavn kan kvinden ikke længere holde igen fra at føde og vi må derfor forløse barnet i høj søgang. Gulvet gynger, balancen er svær at holde og kvinden er hele tiden ved at falde ud af den køje vi har placeret hende i dette, danner rammen om stedet vi skal forløse hendes barn.

Vi får forløst barnet og kvinden føder hurtigt fra hun er helt klar til at føde til barnet er ude går der Maks en halv time og jeg er med hele vejen og da lægen skal ordne mange ting omkring patienten sider jeg og tager imod barnet. Da barnet er ude, bliver der meldt over radioen alle skal på post for at lægge til, jeg høre dette men i syge afdelingen er vi mere fokuseret på det mirakel der er sket.

Det der fik mig ind på sporet i sundhedsvæsenet, er den efterfølgende følelse af et job vel udført. Jeg talte længe med lægen om den følelse jeg sad med om at have været en del af noget unikt her blev vi enige om at vejen for mig lå i sundhedsvæsenet.

Fra soldat til hjemmehjælper

Efter min tid i flåden valgte jeg at ville være sygeplejerske men da jeg ikke havde gymnasiet på plads så søgte jeg ind på social og sundhedshjælper uddannelsen, for den vej igennem at kunne komme in på sygeplejerske uddannelsen.

Uddannelsen var på daværende tidspunkt 1 år og 6 måneder lang, og her lært jeg alt om basis sygepleje og hvordan man drager professionelt omsorg. Dette var alle ting jeg havde nemt ved at lære i teorien havde lidt større udfordringer når det kom til praksis.

Da uddannelsen var gennemført, fik jeg job i en special hjemmepleje enhed der tog sig at borgere med duble diagnoser, det vil sige sig at de er kendt med et misbrug og psykisk sygdom. Her fandt jeg det spændene at arbejde med flere problematikker på en gang og hjælpe denne udsatte gruppe til at få mest muligt ud af livet.

Hjemmepleje er mere end at tøre bagdelen på borgere, der er at hjælpe dem til et værdigt liv.

Fra hjemmepleje til akut sygepleje

Da jeg ville mere end at være Social- og sundhedshjælper søgte jeg efter to år som SSH’er ind på Social- og sundhedsassistentuddannelsen en uddannelse der på daværende tidspunkt tog 2 år og 8 måneder, her lærte jeg om mere avanceret sygepleje.

Med en uddannelse i mere kompliceret sygepleje var jeg nu klar til at tage verdenen med storm, så jeg fik et job i et akut team, her kørte jeg dagligt sammen med en akut sygeplejerske, vores opgave var at tage over der hvor de almindelige sygeplejersker siger stop.

I min tid i akutteamet lærte jeg at handle på egen hånd, tage komplekse beslutninger hurtigt og med patienten i centrum, det ledte mig til at søge nye udfordringer i form af en anden form for sygepleje.

Jeg fik efterfølgende job på en psykiatrisk afdeling med den betingelse at jeg kunne læse videre og det er det jeg gør nu hvor jeg er 1½ år inde i mit bachelorstudie og har 2 års psykiatrisk erfaring.

Man kan godt job og studie på samme tid.

Jeg læser på fuld tid og studere på fuld tid dette gør jeg samtidig med jeg har tid til min søn og familie. Ydermere driver jeg min egen virksomhed ved siden af så jeg mangler ikke noget at lave, det kunne dog ikke lade sig gøre hvis ikke det var fordi jeg har et job der støtter mig, en mulighed for at kunne læse på e-læring og en familie der står bag mig.

Skriv en kommentar